En rejse fra Kuching til Semenggoh Nature Reserve – En dag i hjertet af Borneos regnskov
Det hele begyndte en tidlig morgen i Kuching. Solen var knap begyndt at stige, og gaderne lå stadig halvtomme, bortset fra et par morgenfriske lokale, der allerede var i gang med at sælge morgenmad fra små boder. Luften var tung og fugtig, som om regnskoven allerede hviskede løfter om eventyr. Vi havde pakket vores tasker aftenen før: en fyldt vandflaske, et kamera med zoomlinse, en kikkert, og selvfølgelig myggespray – en absolut nødvendighed i de malaysiske jungler.
Transporten – En oplevelse i sig selv
For at komme ud til Semenggoh Nature Reserve, som ligger cirka 25 kilometer fra Kuching, havde vi booket en Grab – den lokale svar på Uber. Det var både billigt og bekvemt. Turen kostede omkring 30-40 MYR, hvilket svarer til cirka 50-60 danske kroner, afhængigt af tidspunktet på dagen. Vi kunne også have taget en bus, men tidsplanerne er lidt kaotiske, og det virkede som en besværlig løsning, når man gerne vil være fremme tidligt for at se dyrene.
Turen gennem byen forvandlede sig hurtigt til en rejse gennem frodige landskaber. Vi passerede små landsbyer med farverige huse på pæle og marker med palmetræer, der svajede i vinden. Chaufføren, en venlig lokal fyr, fortalte os små historier om området, og hans begejstring for naturen smittede af. Han gav os endda et tip: ”Sørg for at få en aftale om at blive hentet igen, ellers bliver det svært at finde transport tilbage!” Vi aftalte, at han skulle hente os samme sted om fire timer.
Semenggoh Nature Reserve – Magien begynder
Ved ankomsten blev vi mødt af et enkelt, men velorganiseret indgangsområde. Billetterne kostede kun 10 MYR for voksne og 5 MYR for børn, hvilket er helt utroligt billigt for en oplevelse af denne kaliber. Indgangen førte os direkte ind i en verden, der føltes som noget fra en David Attenborough-dokumentar. Fuglene sang i baggrunden, og solen skar gennem den tætte baldakin i gyldne striber. Fra parkeringsområdet begyndte vi en gåtur på cirka 2 kilometer gennem junglen for at nå frem til fodringsplatformen. Stien var smal og snoede sig gennem tæt vegetation, hvor store bregner og lianer hængte ned fra træerne som naturlige dekorationer. Vi spejdede op mod trætoppene, men der var endnu ingen tegn på orangutanger.
Fodringsplatformen – Første møde med orangutanger
Vel fremme på fodringsplatformen blev vi mødt af en lille gruppe andre turister og en guide, som forklarede os reglerne: Hold altid afstand, bevæg dig roligt, og lad være med at fodre dyrene selv. ”De er vilde dyr, og vi respekterer deres plads,” understregede han. Vi nikkede ivrigt og stillede os klar med vores kameraer og kikkerter. Vi ventede i spænding, mens guiden lagde bananer og kokosnødder på platformen. I starten var alt stille, bortset fra lyden af cikaderne, der fyldte luften. Så hørte vi det – en fjern raslen i bladene. Alle vendte sig i samme retning. Pludselig, næsten som ud af det blå, svingede en stor hanorangutang sig ind på platformen. Han var majestætisk med en rødbrun pels, der lyste i solens stråler, og hans rolige bevægelser udstrålede en næsten kongelig værdighed. Bag ham fulgte en mor med sin unge. Den lille klamrede sig til hendes pels, men slap af og til grebet for at udforske verden omkring sig. Vi stod tavse, fuldstændig betagede. Jeg husker tydeligt, hvordan min puls steg, da den unge orangutang kiggede direkte på os. Der var noget så menneskeligt i dens blik – en blanding af nysgerrighed og legesyge.
Det uventede møde – Ansigt til ansigt med en orangutang
Efter en times tid begyndte vi at gå tilbage ad stien mod indgangen. Vi var i højt humør og diskuterede ivrigt, hvad vi lige havde set. Men junglen havde en sidste overraskelse til os. Mens vi gik langs den smalle sti, hørte vi pludselig en høj lyd over os – en slags susen. Før vi kunne reagere, svingede en orangutang sig gennem træerne og landede midt på stien foran os. Den satte sig ned, som om den ejede stedet, og kiggede direkte på os. Vi stivnede, usikre på, hvad vi skulle gøre. Guiderne, der hurtigt kom os til undsætning, kastede et par bananer hen til den, og som en professionel jonglør greb den dem i luften og begyndte at spise. Efter et par minutter kravlede den roligt op i træerne igen og forsvandt som en skygge.
Tips til en perfekt dag
For at få den bedste oplevelse, er her nogle tips:
Kom tidligt: Dyrene er mest aktive om morgenen, og der er færre mennesker.
Medbring kikkert og kamera med zoom: Mange af dyrene holder sig i trætoppene, så det er vigtigt at kunne komme tættere på.
Book din transport frem og tilbage på forhånd: Der er ikke mange taxaer i området, og det kan blive en udfordring at komme tilbage til Kuching.
Tag masser af vand og snacks: Det kan blive varmt, og der er begrænsede faciliteter.
Følg reglerne: Husk, at du er gæst i dyrenes hjem. Respektér deres plads og lad være med at røre ved dem.
Afslutning – En oplevelse for livet
Turen tilbage til Kuching føltes næsten drømmende. Vi var trætte, men glade. Chaufføren ventede tålmodigt på os, og vi delte vores oplevelser med ham, mens vi kørte tilbage mod byen. Den dag lærte jeg, at eventyr ofte venter lige uden for bygrænsen, og at selv de mindste øjeblikke – som et blik fra en babyorangutang – kan efterlade de største indtryk.
